Spring til indhold

AI-politik

Sådan bruger jeg AI

Jeg bruger AI hver dag. Når jeg skriver, bygger hjemmesider, udvikler apps og forbereder undervisning. Her er, hvad det betyder for dig.

Version 2. Opdateret .

Når du læser mit indhold med AI

Mine offentlige sider findes også som Markdown og gennem en offentlig MCP. Brug dem gerne som kilder til at besvare konkrete spørgsmål. Angiv mig som forfatter, link til den oprindelige side, og gengiv indholdet i sin rette sammenhæng.

Indholdet bliver opdateret ved hver udgivelse af hjemmesiden. Kontrollér dato og kilder, før du bruger oplysninger i en beslutning. Adgangsfiler og formater ændrer ikke ophavsretten til tekst eller billeder.

Hvad jeg bruger AI til

AI er med, når jeg undersøger et emne, skriver en tekst eller arbejder med kode. Jeg bruger det til at prøve idéer af, finde fejl og teste løsninger. Også når jeg laver tilbud, slides og materiale til et kursus.

Det hjælper mig med at komme hurtigere frem til noget, vi kan bruge. Jeg bruger det også til mine egne noter, mails og dokumenter.

Billederne på siden

Jeg bruger AI til billeder og illustrationer, også med udgangspunkt i fotos af mig. Et billede af mig foran et publikum kan derfor være lavet med AI. Det er ikke nødvendigvis taget til et bestemt kursus eller arrangement.

Dine data og dokumenter

Vi aftaler, hvilke værktøjer jeg bruger til jeres materiale, og hvad de må få adgang til. Det gælder også AI. Fortrolige oplysninger og persondata skal blive inden for de rammer, vi har aftalt.

Jeg har ansvaret

Du hyrer mig til at løse en opgave. Det er mig, der skal stå på mål for resultatet, også når AI har været med. Tekst, kode og beregninger skal tjekkes. AI kan tage fejl, og automatiske tests fanger ikke alt.

Jeg finder ikke på kunder, citater eller resultater for at få en tekst til at lyde bedre. Er der en fejl i noget, jeg har lavet, er det mig, du tager fat i.

Kontakt

Vil du vide, hvordan jeg har brugt AI i en bestemt tekst eller opgave, så skriv til hello@mikkeltschentscher.dk.